Forældre

Støtte, opbakning og stillingtagen

I vurderingen af forældres rolle i forhold til at lykkes med bevægelse i skolen, fremhæver panelet vigtigheden af, at forældre generelt støtter deres børn i deres bevægelsesudfoldelser. Dette vil motivere børnene til at deltage i bevægelse - også i skolen. Forældre er vigtige rollemodeller og de bevægelsesmønstre og -holdninger børnene oplever hjemme har stor afsmittende effekt. Panelet fremhæver i forlængelse af dette, at selvom forældrene ikke selv er fysisk aktive, er det vigtigt, at de støtter deres børn i bevægelse.

 

Forældrenes støtte er ligeledes vigtig i forhold til at bakke op omkring bevægelse på skolen. Foruden at virke direkte motiverende for børnenes deltagelse i bevægelse i skolen, vil en sådan opbakning lette skoleledelsens og lærernes arbejde med bevægelse og vil på den lange bane bidrage til etableringen af en god bevægelseskultur på skolen. Ligeledes kan forældres opbakning til bevægelse i skoledagen medvirke til at fastholde ledelsens fokus på bevægelse. Panelet tilføjer, at opbakning fra forældre forudsætter, at skolen tydeligt kommunikerer, hvorledes bevægelse i skoledagen er relevant – også i forhold til den faglige læring.

 

Endeligt fremhæver panelet forældrenes rolle gennem skolebestyrelsen. Her understreger de vigtigheden af, at skolebestyrelsen forholder sig aktivt og fører tilsyn omkring bevægelse. Forældrene har som medlemmer af skolebestyrelsen ansvar for at lægge pres på skoleledelsen, hvis det bliver nødvendigt.