Kommunal forvaltning

Koordinering, kompetenceudvikling og ressourcer

På niveauet for den kommunale forvaltning fremhæver panelet særligt to faktorer. Den første af disse omhandler forvaltningens ansvar for at sikre passende tids- og ressourcemæssig koordinering af de indsatser, som skolerne skal løfte. Disse er typisk mange og samtidige. Koordinering skal sikres både internt og mellem skolerne og er vigtigt for, at de enkelte indsatser i praksis kan prioriteres og faktisk implementeres – og deraf lede til en egentlig kulturændring. Panelet fremhæver særskilt vigtigheden af, at indtænke de økonomiske rammer i prioriteringen og koordineringen. Generelt understreger panelets prioritering af denne faktor kommunens grundlæggende rolle og ansvar som overordnet rammesætter for skolernes arbejde med bevægelse.

 

For det andet fremhæver panelet vigtigheden af at sikre kompetenceudvikling og videndeling – og at dette gøres via øremærkede ressourcer. At de afsatte midler tydeligt øremærkes er afgørende for at kompetenceudvikling og videndeling faktisk finder sted – også over længere tid. Dette er nødvendigt, da det er tidskrævende at udvikle en praksis og at etablere en egentlig kultur. Det nævnes ligeledes af panelet, at en tydelig prioritering af ressourcer til kompetenceløft er nødvendigt for at kunne kompetenceudvikle bredt i personalegruppen, således at arbejdet med bevægelse ikke blot bæres af ildsjæle. Overordnet er prioritering af kompetenceudvikling og videndeling afgørende for at sikre kvalitet i arbejde med bevægelse, for at alle får praktisk erfaring med inddragelse af bevægelse i deres praksis og for at alle deraf føler sig kompetente til at løfte opgaven.